Læsninger

At læse er at tænke med en andens hjerne i stedet for ens egen.

– Arthur Schopenhauer

Læse er at løfte blikket fra sit eget spejl og se verden.

– Paul Auster

At være én og mange: En læsning af Sternbergs Arbejderdigte

Allerede i titlen Arbejderdigte fornemmes en bevægelse: en sammensmeltning af krop og sprog, funktion og form. Men hvem arbejder? Hvad arbejdes der med – og hvad arbejdes der for? Og hvordan forstår vi egentlig dét at være arbejder i dag?

Sternbergs digte udgør et poetisk maskinrum, hvor sprog, krop, arbejde og teknologi væves sammen i et vibrerende netværk af billeder og rytmer. Arbejdet manifesterer sig som både fysisk og følelsesmæssigt, både industrielt og immaterielt. Det beskrives nuanceret som “skovtroldens skønsang” og som “fabrikkens rytmiske kaffe” – noget man både gør og er. I denne sprogverden smelter digt og arbejde sammen, ligesom individ og kollektiv, hud og maskine. Vi inviteres ind i et rum, hvor grænsen mellem det konkrete og det metaforiske konstant opløses og genskabes.

I et litteraturhistorisk perspektiv knytter digtsamlingen an til strømninger fra den danske 70’er-digtning, hvor arbejdspladsen, kroppen og samfundet blev udforsket med fornyet politisk og æstetisk sensibilitet. Der ses forbindelser til poeter som Vagn Steen og i glimt Jena August Schade, men også til arbejderlitteraturens mere rå stemmer som Christian Christensen og Kirsten Thorup. Det særegne ved Sternberg er, hvordan den teknologiske samtid – overvågning, automatisering, sociale mediers tilstedeværelse – ikke blot behandles som emne, men integreres organisk i sprogets rytme og struktur.

Digtene bevæger sig i et spændingsfelt mellem industriel nostalgi og digital nutid. Her findes dampmaskiner og algoritmer, LP’er og feedbackmekanismer, affektionsværdi og output. Netop denne placering åbner for presserende samtidsspørgsmål: Hvad udgør menneskeligt arbejde i en verden præget af automatisering? Hvilken værdi har det håndgribelige arbejde? Og hvem ejer den sprogproduktion, der gennemsyrer vores hverdag – i reklamer, på sociale medier, i datadrevne sprogmodeller?

Trods de tunge temaer forfalder Arbejderdigte aldrig til moralisering. Der er ikke tale om en ideologisk belæring om arbejdslivets vilkår, men snarere en flydende, sanselig udforskning af det materiale, vi alle er indvævet i. Stemmen i digtene fremstår både som individ og som del af en større sammenhæng – “en arbejdshandske der slingrer / af bare dig selv”. Den fremsætter ikke absolutte sandheder, men aftegner forbindelser og muligheder.

Heri ligger måske Sternbergs væsentligste bidrag: en måde at læse og sanse verden på, hvor det centrale ikke er at fastlægge én definitiv fortolkning, men at opdage de konstante, gensidige påvirkninger mellem sprog, krop, tanke og samfund – og hvordan disse forbindelser både former og omformer vores forståelse af, hvad det vil sige at arbejde, at skabe, at være.

Som et vindue der langsomt dugges indefra, folder Rolf Steensigs digte sig ud – sarte, gennemtrængelige, med et åndedræt der river ruden op mod lyset. “Lotus i drømme” er en kærlighedsrejse gennem et landskab hvor følelserne performer deres eget vilddyrkede teater.

Der er noget ømtåleligt over disse digte. De bevæger sig som væsener med hudløs hud, sanser alt med en intensitet der næsten er uudholdelig. Steensig skriver sig ind i et følelsesrum hvor ordene ikke bare beskriver, men sanser. Hvert digt er en nerve der pulserer, en håndflade der stryger hen over et ukendt landskab.

Kærligheden her er ingen pæn blomst. Den er et vildskud, en eksplosion af sansninger der river dig ud af dig selv. Den er både øm og brutal, præcis som livet selv – med sine pludselige spring mellem ømhed og begær, mellem stjerneklare drømme og jordiske kramper.

Når vinduet til sidst cleares, ser man landskabet klarere. Digtene har afdækket noget: at kærlighed er en vandring gennem et terræn hvor intet er fast, hvor alt hele tiden forandrer sig. Ligesom duggen der langsomt fordamper og åbenbarer verden bag.