Læsninger

At læse er at tænke med en andens hjerne i stedet for ens egen.

– Arthur Schopenhauer

Læse er at løfte blikket fra sit eget spejl og se verden.

– Paul Auster

Possis – når steder af erindring eroderer

Joan Kirk Jensens Possis (2025) indskriver sig i en dansk litterær tradition, hvor landskabet ikke blot er kulisse, men en grundlæggende eksistentiel betingelse. Romanen forfølger et dobbelt spor: historien om ungkarlen Hans V. Knudsen, kaldet Possis, og fortællerens egen oprørske, fragmenterede tilværelse. Begge er bundet til den vestjyske jord med en intensitet, der både giver mening og ødelæggelser.

Erindringens arkiv

Hos Joan Kirk Jensen fungerer det vestjyske landskab som et levende erindringsarkiv. Gårde, marker, mergelgrave og kornsiloer er ikke bare fysiske steder – de er mnemotekniske ankerpunkter, hvor fortiden holdes fast. Fortælleren bevæger sig gennem landskabet som en arkæolog gennem lag af tid: “Jeg har hele tiden et billedrør i hovedet. Det løber i farver og siver ud som den dybe røde fra rødbederne.”

Dette minder om den måde, hjemstavnslitteraturen – fra Jeppe Aakjær til Johannes V. Jensen – har brugt landskabet som bærende struktur for erindring og identitet. Men hvor den klassiske hjemstavnsroman ofte romantiserer tilhørsforholdet, er Possis mere ambivalent. Landskabet er både skød og fængsel, både næring og gift.

Den sandjord, fortælleren elsker – “blågråt, som det er, når det går gennem ens fingre” – er den samme magre jord, der har kværnet generationer af bønder til støv. Gasværket, der skyder op som en rumstation, er en brutal påmindelse om, at selv det mest afsondrede landskab er underladt modernitetens kræfter: “Fremmedgørelsen er kommet til os, til nabolaget.”

Den tavse landmand

Ungkarlen Possis er romanens tyngdepunkt. Han er portrætteret med en blanding af ømhed og ubarmhjertighed, der minder om Martin A. Hansens skildringer af fynske bondesjæle eller Thorkild Hansens behandling af marginaliserede skæbner. Possis er “enfoldig” – et ord fortælleren bruger med omhu – men ikke i nedsættende forstand. Han er snarere ét med sin gård og sit arbejde på en måde, der ligger før eller ved siden af sproget:

“Han er vokset sammen med sin gård, kommer ikke meget ud over matriklen.”

Denne sammensmeltning med stedet gør ham autentisk, men også sårbar. Han mangler det panser af distancerende ironi eller refleksion, som moderne subjektivitet kræver. Hans uskyld – hans blindhed – bliver hans undergang i et samfund, hvor selvbeskyttelse er en forudsætning for overlevelse.

Fortællerens brug af dialekt og lokal sprogbrug – “æ sumpe”, “dóller”, “hår wan væk” – forankrer Possis i en konkret taleposition, der både mimer og bevarer den døende bondekulturs stemme. Det er en litterær gestus, der ekkoer Kaj Munks og Martin A. Hansens bestræbelser på at fastholde et autentisk folkeligt sprog, før det udraderes af standardiseringen. Samtidig viser det at Possis er fremmed for den moderne verden, at han er tabet.

På vold og nåde

Romanens erindringsstruktur er ikke lineær, men associativ og fragmenteret. Fortælleren hopper mellem barndom, ungdom og nutid, mellem Possis’ skæbne og hendes egen. Denne form afspejler, hvordan erindring faktisk fungerer – ikke som kronologisk fortælling, men som pludselige invasioner af billeder, stemmer og fornemmelser:

“Skæret over gård og ungkarl. Sådan ser minderne ud, sådan ser gårdene ud, med personer sat ind.”

Der er en vold i denne erindringsproces. Fortælleren kan ikke slippe Possis, selv om hun ved, at det gør ondt at fastholde ham. Erindringen bliver en form for besættelse, næsten en sygdom: “Jeg har fået et kendskab til døden. […] han og jeg går gennem Vinterpaladsets sale sammen.”

Samtidig er der en nåde i bevarelsen. Ved at skrive Possis frem – ved at gentage hans suk “hm”, hans fornemmelse for vejret, hans uskyldige glæde ved en buket røde roser – holder fortælleren ham i live på den eneste måde, der er tilbage. Litteraturen bliver et alternativ til den institutionaliserede glemsel, som plejehjemmet repræsenterer.

Offer og afmagt

Romanens måske mest forstyrrende dimension er dens insisteren på offer-motivet. Possis bliver gradvist til et offer – først for faderens tyranni, så for samfundets normer, til sidst for institutionens ligegyldighed. Men også fortælleren placerer sig selv i en offer-position, dog på en mere kompliceret måde.

Den afsluttende scene, hvor fortælleren muligvis kvæler Possis med en pude, er dybt tvetydig. Er det en befrielse? Et drab? En hallucination? Teksten lader spørgsmålet stå åbent, men scenen fungerer som romanens ultimative sammenbrud af grænsen mellem empati og vold, mellem omsorg og ødelæggelse:

“Vi har dødskampen. Han på sengen. […] Jeg lægger mig ned ved ham, ind til ham, holder om ham.”

Denne blanding af kærlighed og destruktion peger på noget grundlæggende ved fortællerens – og måske tekstens – forhold til Possis. Han er både et reelt menneske, der fortjener værdighed, og en projektion af fortællerens egen afmagt og selvhad. Ved at skrive ham, forsøger hun både at redde og at befri sig selv.

Arven

Possis står på skuldrene af en lang tradition for at skildre dansk bondeliv og provinsmiljøer. Men hvor Martin A. Hansen fandt en melankolsk trøst i det kristne fællesskab, og hvor Jakob Knudsen så en åndelig dybde i bondekulturen, er Jensens position langt mere desillusioneret. Hun skriver efter denne kulturs sammenbrud, fra et sted hvor kun ruinerne er tilbage:

“Kornsiloerne væltede. […] Ungkarlen væltede som en silo.”

Alligevel er der i hendes prosa en stærk insisteren på at bevare, at ikke lade tingene forsvinde lydløst. Hendes detaljerede beskrivelser af staldarbejde, gårdens rytmer, slagtning og høst fungerer som et arkiv over en verden, der er ved at forsvinde. I den forstand er Possis både en elegi og et vidnesbyrd.

Romanen deler også kvaliteter med Inger Christensens landskabsdigte og Tove Ditlevsens erindringsprosa – en blanding af konkret realisme og drømmeagtig forskydning, hvor grænsen mellem det indre og det ydre hele tiden er i opløsning.

Possis som mulighed

Romanens titel, Possis, henviser til den latinske konjunktiv: “bare du kan”. Heri ligger der netop en rest af håb eller i det mindste en gestus mod mulighedens rum.

Ved at skrive Possis frem – ved at gentage hans navn, hans bevægelser, hans forsvinden – holder fortælleren muligheden åben for, at hans liv betød noget, at det ikke bare kan udraderes. I den forstand bliver romanen selv en form for modstand mod glemslen, mod den systematiske udslettelse af de aparte, de uduelige, dem der ikke passer ind.

Possis er en smertefuld bog, men ikke en håbløs. I dens insisteren på at se, at beskrive, at bevare ligger en kærlighedsgestus – kompliceret, forvredet, men ægte. Den holder fast i det vestjyske landskab og de mennesker, der blev formet af det, ikke som nostalgi, men som en nødvendig erindring om, at disse liv var virkelige, at de fortjente mere end den ligegyldighed, de mødte.

Et sted mellem Japan og Brøndbyøster: Læsning af Sayonara Butterfly af Henning Goldbæk

Henning Goldbæks Sayonara Butterfly er en digtsamling, der bevæger sig gennem et mangfoldigt landskab af kulturelle referencer og litterære traditioner. Digtene formår at sammenbinde Tokyo og Paris, Varanasi og Brøndbyøster med en særlig lethed. I værket mødes elementer fra jazz, buddhisme, anime, analytisk filosofi og urbane vandringer gennem et sprog, der både fremstår åbent og præcist, uden at vige tilbage for kompleksitet. Det personlige aspekt holder læseren engageret, da værket afspejler en eksistens formet af forskellige kulturelle indflydelser.

Samlingen indgår i dialog med japansk æstetik gennem referencer til forfattere som Kawabata, Soseki og Murakami, samt via et formsprog, der relaterer til zen-traditionen, hvor stilhed og det usagte bærer betydning. Læseren fornemmer konstant fraværet og det antydede – illustreret ved samlingens indledende citat fra Tanizakis Til skyggernes pris, der fremhæver skønheden i skyggevirkningen frem for i selve objektet.

Parallelt trækker digtene på europæiske traditioner, særligt Adornos betragtning om kunstværket som gåde. Digtene inviterer til sansning snarere end afkodning og stiller spørgsmål uden nødvendigvis at tilbyde svar, hvilket skaber et åbent rum, hvor læseren bliver medrejsende.

Sayonara Butterfly kan betragtes som en form for rejsedagbog – ikke én med geografisk præcision, men en indre rejse, hvor steder som Kyoto, Kreuzberg, Miyajima og Stockholmsgade fungerer som landskaber, der reflekterer bestemte følelser og tanker. Digtene centrerer sig om afsked – som titlen antyder – men uden sentimentalitet. Det handler snarere om accepten af tilværelsens forgængelighed, hvor det flygtige og det evige smelter sammen.

Goldbæks skrivning bærer præg af et erfarent kulturelt og litterært blik, formidlet uden bedrevidenhed. Digtene tænker sammen med læseren frem for at tale ned til denne. Værket efterlader indtryk, ikke nødvendigvis gennem fuldstændig forståelse, men gennem billeder, toner og fornemmelser.

Sayonara Butterfly inspirerer til videre læsning – både i selve samlingen og i de emner, der omgiver den: forfatterne, musikken, byerne og stemningerne. Henning Goldbæks stemme i dansk poesi fremstår som både særegen og relevant. Digtsamlingen henvender sig til den nysgerrige læser, der er åben for det, der ikke umiddelbart lader sig indfange.

Tabets geografi: læsning af Astrid Alsbjergs Furer Enker Efeu

Dante bevæger sig i Komedien gennem Helvede, Skærsilden og Paradis — steder der også fungerer som sindsbilleder. I Astrid Alsbjergs Furer Enker Efeu er rummet mere sfærisk, men alligevel klart sanseligt: mispeltræer, sovende dale, atriumgårde, frostklare fjorde, søer uden bund. 

Digtene synes at udspille sig i tre adskilte landskaber, hvor hver del — lig Dantes kredse — rummer sin egen erkendelse, sin egen form for tab og forvandling, og hvor aleneheden er gennemgående. Fra undergangsmyten i Furer, til den bundløse sorgens sø i Enker til døtrenes have i Efeu.

I Furer Enker Efeu træder jeg’et eller vi’et ned i tabet, ikke for at transcendere det, men for at betræde det — selve tabets rum — og lade det komme til orde.

På side 37 skriver Alsbjerg:

Vi vågner og ser på det tomme udstrakte lagen 
mens daggryet lyser på haven og børnenes bæk
vildænder letter før natten er veget for dagen 
og selv ikke vi kan forhindre at de flyver væk

Det er ikke en rejse videre, men et ophold i et uomgængeligt nu — beslægtet med Dantes dvælen ved de fortabte elskende eller de fordømte rådgivere, hvis stemmer gives plads. I Alsbjergs digte gennemstrømmer tabsoplevelsen sproget som en fundamental rytme: gentagelser, forskydninger, den lavmælte katalogisering af det tabte. 

Særligt i sektionen Enker materialiseres sorgen næsten som tekstil. Kvinderne “syr med guldsting”, “vasker de mørnede klude”, “lægger sig tæt på rødder og knolde” — tabet transformeres til stof, væv, klæde. De fortsætter deres skabende praksis, selv når det tabte ikke længere kan genvindes. Hos Alsbjerg bærer selve sproget sorgen — i en poetisk modstandsbevægelse: det uudsigelige bliver alligevel udtrykt.

Et centralt motiv i Furer Enker Efeu er furerne: ansigtets spor, der afslører det andet menneskes levede liv, og som kan give os et glimt af sjælen og det andet menneskes mysterium. 

Det første ansigt du møder er hendes 
du ser at hun er din Anden 
I vil vokse hvide og krogede sammen
som fingre der aldrig vil slippe

Ansigtet rummer både døden og foreningen, både genforeningen og overgangen til noget hinsides. I Furer Enker Efeu bliver mødet (måske) ikke til transcendens, men snarere et jordnært mysterium.

Furer Enker Efeu’s afslutning står i næsten bogstavelig forstand åben med vandfaldsmotivet: En søster der råber gennem tågen, og et jeg der holdes fast i klippen: 

Hun råbte på nogen i tågen, ikke min far
mine fødder sad fast i en klippe kun tiden kan fjerne
Hun råbte at det som jeg søgte var noget der var 
for alt det der bliver kan ikke forstås i det værende

Hos Alsbjerg er tabet den kraft, der sætter sproget, rummet og mennesket i bevægelse – men bag alt dette, bag slørenes slør, er mystikken: Kærligheden og mødet med det uforklarlige andet.

At være én og mange: En læsning af Sternbergs Arbejderdigte

Allerede i titlen Arbejderdigte fornemmes en bevægelse: en sammensmeltning af krop og sprog, funktion og form. Men hvem arbejder? Hvad arbejdes der med – og hvad arbejdes der for? Og hvordan forstår vi egentlig dét at være arbejder i dag?

Sternbergs digte udgør et poetisk maskinrum, hvor sprog, krop, arbejde og teknologi væves sammen i et vibrerende netværk af billeder og rytmer. Arbejdet manifesterer sig som både fysisk og følelsesmæssigt, både industrielt og immaterielt. Det beskrives nuanceret som “skovtroldens skønsang” og som “fabrikkens rytmiske kaffe” – noget man både gør og er. I denne sprogverden smelter digt og arbejde sammen, ligesom individ og kollektiv, hud og maskine. Vi inviteres ind i et rum, hvor grænsen mellem det konkrete og det metaforiske konstant opløses og genskabes.

I et litteraturhistorisk perspektiv knytter digtsamlingen an til strømninger fra den danske 70’er-digtning, hvor arbejdspladsen, kroppen og samfundet blev udforsket med fornyet politisk og æstetisk sensibilitet. Der ses forbindelser til poeter som Vagn Steen og i glimt Jena August Schade, men også til arbejderlitteraturens mere rå stemmer som Christian Christensen og Kirsten Thorup. Det særegne ved Sternberg er, hvordan den teknologiske samtid – overvågning, automatisering, sociale mediers tilstedeværelse – ikke blot behandles som emne, men integreres organisk i sprogets rytme og struktur.

Digtene bevæger sig i et spændingsfelt mellem industriel nostalgi og digital nutid. Her findes dampmaskiner og algoritmer, LP’er og feedbackmekanismer, affektionsværdi og output. Netop denne placering åbner for presserende samtidsspørgsmål: Hvad udgør menneskeligt arbejde i en verden præget af automatisering? Hvilken værdi har det håndgribelige arbejde? Og hvem ejer den sprogproduktion, der gennemsyrer vores hverdag – i reklamer, på sociale medier, i datadrevne sprogmodeller?

Trods de tunge temaer forfalder Arbejderdigte aldrig til moralisering. Der er ikke tale om en ideologisk belæring om arbejdslivets vilkår, men snarere en flydende, sanselig udforskning af det materiale, vi alle er indvævet i. Stemmen i digtene fremstår både som individ og som del af en større sammenhæng – “en arbejdshandske der slingrer / af bare dig selv”. Den fremsætter ikke absolutte sandheder, men aftegner forbindelser og muligheder.

Heri ligger måske Sternbergs væsentligste bidrag: en måde at læse og sanse verden på, hvor det centrale ikke er at fastlægge én definitiv fortolkning, men at opdage de konstante, gensidige påvirkninger mellem sprog, krop, tanke og samfund – og hvordan disse forbindelser både former og omformer vores forståelse af, hvad det vil sige at arbejde, at skabe, at være.

Som et vindue der langsomt dugges indefra, folder Rolf Steensigs digte sig ud – sarte, gennemtrængelige, med et åndedræt der river ruden op mod lyset. “Lotus i drømme” er en kærlighedsrejse gennem et landskab hvor følelserne performer deres eget vilddyrkede teater.

Der er noget ømtåleligt over disse digte. De bevæger sig som væsener med hudløs hud, sanser alt med en intensitet der næsten er uudholdelig. Steensig skriver sig ind i et følelsesrum hvor ordene ikke bare beskriver, men sanser. Hvert digt er en nerve der pulserer, en håndflade der stryger hen over et ukendt landskab.

Kærligheden her er ingen pæn blomst. Den er et vildskud, en eksplosion af sansninger der river dig ud af dig selv. Den er både øm og brutal, præcis som livet selv – med sine pludselige spring mellem ømhed og begær, mellem stjerneklare drømme og jordiske kramper.

Når vinduet til sidst cleares, ser man landskabet klarere. Digtene har afdækket noget: at kærlighed er en vandring gennem et terræn hvor intet er fast, hvor alt hele tiden forandrer sig. Ligesom duggen der langsomt fordamper og åbenbarer verden bag.