Læsninger

At læse er at tænke med en andens hjerne i stedet for ens egen.

– Arthur Schopenhauer

Læse er at løfte blikket fra sit eget spejl og se verden.

– Paul Auster

Et sted mellem Japan og Brøndbyøster: Læsning af Sayonara Butterfly af Henning Goldbæk

Henning Goldbæks Sayonara Butterfly er en digtsamling, der bevæger sig gennem et mangfoldigt landskab af kulturelle referencer og litterære traditioner. Digtene formår at sammenbinde Tokyo og Paris, Varanasi og Brøndbyøster med en særlig lethed. I værket mødes elementer fra jazz, buddhisme, anime, analytisk filosofi og urbane vandringer gennem et sprog, der både fremstår åbent og præcist, uden at vige tilbage for kompleksitet. Det personlige aspekt holder læseren engageret, da værket afspejler en eksistens formet af forskellige kulturelle indflydelser.

Samlingen indgår i dialog med japansk æstetik gennem referencer til forfattere som Kawabata, Soseki og Murakami, samt via et formsprog, der relaterer til zen-traditionen, hvor stilhed og det usagte bærer betydning. Læseren fornemmer konstant fraværet og det antydede – illustreret ved samlingens indledende citat fra Tanizakis Til skyggernes pris, der fremhæver skønheden i skyggevirkningen frem for i selve objektet.

Parallelt trækker digtene på europæiske traditioner, særligt Adornos betragtning om kunstværket som gåde. Digtene inviterer til sansning snarere end afkodning og stiller spørgsmål uden nødvendigvis at tilbyde svar, hvilket skaber et åbent rum, hvor læseren bliver medrejsende.

Sayonara Butterfly kan betragtes som en form for rejsedagbog – ikke én med geografisk præcision, men en indre rejse, hvor steder som Kyoto, Kreuzberg, Miyajima og Stockholmsgade fungerer som landskaber, der reflekterer bestemte følelser og tanker. Digtene centrerer sig om afsked – som titlen antyder – men uden sentimentalitet. Det handler snarere om accepten af tilværelsens forgængelighed, hvor det flygtige og det evige smelter sammen.

Goldbæks skrivning bærer præg af et erfarent kulturelt og litterært blik, formidlet uden bedrevidenhed. Digtene tænker sammen med læseren frem for at tale ned til denne. Værket efterlader indtryk, ikke nødvendigvis gennem fuldstændig forståelse, men gennem billeder, toner og fornemmelser.

Sayonara Butterfly inspirerer til videre læsning – både i selve samlingen og i de emner, der omgiver den: forfatterne, musikken, byerne og stemningerne. Henning Goldbæks stemme i dansk poesi fremstår som både særegen og relevant. Digtsamlingen henvender sig til den nysgerrige læser, der er åben for det, der ikke umiddelbart lader sig indfange.

Tabets geografi: læsning af Astrid Alsbjergs Furer Enker Efeu

Dante bevæger sig i Komedien gennem Helvede, Skærsilden og Paradis — steder der også fungerer som sindsbilleder. I Astrid Alsbjergs Furer Enker Efeu er rummet mere sfærisk, men alligevel klart sanseligt: mispeltræer, sovende dale, atriumgårde, frostklare fjorde, søer uden bund. 

Digtene synes at udspille sig i tre adskilte landskaber, hvor hver del — lig Dantes kredse — rummer sin egen erkendelse, sin egen form for tab og forvandling, og hvor aleneheden er gennemgående. Fra undergangsmyten i Furer, til den bundløse sorgens sø i Enker til døtrenes have i Efeu.

I Furer Enker Efeu træder jeg’et eller vi’et ned i tabet, ikke for at transcendere det, men for at betræde det — selve tabets rum — og lade det komme til orde.

På side 37 skriver Alsbjerg:

Vi vågner og ser på det tomme udstrakte lagen 
mens daggryet lyser på haven og børnenes bæk
vildænder letter før natten er veget for dagen 
og selv ikke vi kan forhindre at de flyver væk

Det er ikke en rejse videre, men et ophold i et uomgængeligt nu — beslægtet med Dantes dvælen ved de fortabte elskende eller de fordømte rådgivere, hvis stemmer gives plads. I Alsbjergs digte gennemstrømmer tabsoplevelsen sproget som en fundamental rytme: gentagelser, forskydninger, den lavmælte katalogisering af det tabte. 

Særligt i sektionen Enker materialiseres sorgen næsten som tekstil. Kvinderne “syr med guldsting”, “vasker de mørnede klude”, “lægger sig tæt på rødder og knolde” — tabet transformeres til stof, væv, klæde. De fortsætter deres skabende praksis, selv når det tabte ikke længere kan genvindes. Hos Alsbjerg bærer selve sproget sorgen — i en poetisk modstandsbevægelse: det uudsigelige bliver alligevel udtrykt.

Et centralt motiv i Furer Enker Efeu er furerne: ansigtets spor, der afslører det andet menneskes levede liv, og som kan give os et glimt af sjælen og det andet menneskes mysterium. 

Det første ansigt du møder er hendes 
du ser at hun er din Anden 
I vil vokse hvide og krogede sammen
som fingre der aldrig vil slippe

Ansigtet rummer både døden og foreningen, både genforeningen og overgangen til noget hinsides. I Furer Enker Efeu bliver mødet (måske) ikke til transcendens, men snarere et jordnært mysterium.

Furer Enker Efeu’s afslutning står i næsten bogstavelig forstand åben med vandfaldsmotivet: En søster der råber gennem tågen, og et jeg der holdes fast i klippen: 

Hun råbte på nogen i tågen, ikke min far
mine fødder sad fast i en klippe kun tiden kan fjerne
Hun råbte at det som jeg søgte var noget der var 
for alt det der bliver kan ikke forstås i det værende

Hos Alsbjerg er tabet den kraft, der sætter sproget, rummet og mennesket i bevægelse – men bag alt dette, bag slørenes slør, er mystikken: Kærligheden og mødet med det uforklarlige andet.

At være én og mange: En læsning af Sternbergs Arbejderdigte

Allerede i titlen Arbejderdigte fornemmes en bevægelse: en sammensmeltning af krop og sprog, funktion og form. Men hvem arbejder? Hvad arbejdes der med – og hvad arbejdes der for? Og hvordan forstår vi egentlig dét at være arbejder i dag?

Sternbergs digte udgør et poetisk maskinrum, hvor sprog, krop, arbejde og teknologi væves sammen i et vibrerende netværk af billeder og rytmer. Arbejdet manifesterer sig som både fysisk og følelsesmæssigt, både industrielt og immaterielt. Det beskrives nuanceret som “skovtroldens skønsang” og som “fabrikkens rytmiske kaffe” – noget man både gør og er. I denne sprogverden smelter digt og arbejde sammen, ligesom individ og kollektiv, hud og maskine. Vi inviteres ind i et rum, hvor grænsen mellem det konkrete og det metaforiske konstant opløses og genskabes.

I et litteraturhistorisk perspektiv knytter digtsamlingen an til strømninger fra den danske 70’er-digtning, hvor arbejdspladsen, kroppen og samfundet blev udforsket med fornyet politisk og æstetisk sensibilitet. Der ses forbindelser til poeter som Vagn Steen og i glimt Jena August Schade, men også til arbejderlitteraturens mere rå stemmer som Christian Christensen og Kirsten Thorup. Det særegne ved Sternberg er, hvordan den teknologiske samtid – overvågning, automatisering, sociale mediers tilstedeværelse – ikke blot behandles som emne, men integreres organisk i sprogets rytme og struktur.

Digtene bevæger sig i et spændingsfelt mellem industriel nostalgi og digital nutid. Her findes dampmaskiner og algoritmer, LP’er og feedbackmekanismer, affektionsværdi og output. Netop denne placering åbner for presserende samtidsspørgsmål: Hvad udgør menneskeligt arbejde i en verden præget af automatisering? Hvilken værdi har det håndgribelige arbejde? Og hvem ejer den sprogproduktion, der gennemsyrer vores hverdag – i reklamer, på sociale medier, i datadrevne sprogmodeller?

Trods de tunge temaer forfalder Arbejderdigte aldrig til moralisering. Der er ikke tale om en ideologisk belæring om arbejdslivets vilkår, men snarere en flydende, sanselig udforskning af det materiale, vi alle er indvævet i. Stemmen i digtene fremstår både som individ og som del af en større sammenhæng – “en arbejdshandske der slingrer / af bare dig selv”. Den fremsætter ikke absolutte sandheder, men aftegner forbindelser og muligheder.

Heri ligger måske Sternbergs væsentligste bidrag: en måde at læse og sanse verden på, hvor det centrale ikke er at fastlægge én definitiv fortolkning, men at opdage de konstante, gensidige påvirkninger mellem sprog, krop, tanke og samfund – og hvordan disse forbindelser både former og omformer vores forståelse af, hvad det vil sige at arbejde, at skabe, at være.

Som et vindue der langsomt dugges indefra, folder Rolf Steensigs digte sig ud – sarte, gennemtrængelige, med et åndedræt der river ruden op mod lyset. “Lotus i drømme” er en kærlighedsrejse gennem et landskab hvor følelserne performer deres eget vilddyrkede teater.

Der er noget ømtåleligt over disse digte. De bevæger sig som væsener med hudløs hud, sanser alt med en intensitet der næsten er uudholdelig. Steensig skriver sig ind i et følelsesrum hvor ordene ikke bare beskriver, men sanser. Hvert digt er en nerve der pulserer, en håndflade der stryger hen over et ukendt landskab.

Kærligheden her er ingen pæn blomst. Den er et vildskud, en eksplosion af sansninger der river dig ud af dig selv. Den er både øm og brutal, præcis som livet selv – med sine pludselige spring mellem ømhed og begær, mellem stjerneklare drømme og jordiske kramper.

Når vinduet til sidst cleares, ser man landskabet klarere. Digtene har afdækket noget: at kærlighed er en vandring gennem et terræn hvor intet er fast, hvor alt hele tiden forandrer sig. Ligesom duggen der langsomt fordamper og åbenbarer verden bag.